EU’s bygningsdirektiv i Danmark: Hvordan får vi mest klima for pengene?

Hovedkonklusioner fra analysen: 

• Omkostningseffektivitet er et bærende princip i Klimaloven og den bredere klimapolitik, både i Danmark og på EU-plan. I det omfang, formålet med regulering er at begrænse udledning af CO₂, bør energiforbrug i sig selv ikke udgøre et separat reguleringsmål, hvis det er muligt at beskatte eller regulere CO₂-udledning mere direkte. En regulering, der fokuserer på energiforbrug frem for de faktiske eksternaliteter, kan således føre til uhensigtsmæssige tilpasninger.

• Det skyldes, at energiforbrug i sig selv ikke nødvendigvis medfører negative eksternaliteter, hvis energikilden er CO₂-neutral. Den danske forsyningssektor er i en hurtig grøn omstilling med forventet fuld CO₂-neutralitet i 2030 og frem. Det reducerer CO₂-besparelsen ved energirenoveringer i takt med, at energien bliver grønnere. På den baggrund er det svært at finde klimaargumenter for, at krav til energirenoveringer strammes.

• Der kan peges på, at energirenoveringer også har sidegevinster, nogle gange omtalt som ”co-benefits” (fx bedre indeklima, forsyningssikkerhed eller mindsket biomasseforbrug). Sådanne gevinster bør dokumenteres grundigt og løses gennem målrettet regulering, hvis behovet er væsentligt.

• Kravene i bygningsreglementet bliver i stigende grad baseret på LCA-beregninger (Life Cycle Assessment), som beregner en bygnings samlede klima- og miljøpåvirkning over hele dens levetid. Metoden er dog behæftet med betydelig usikkerhed, særligt for eksisterende ejendomme. Samtidig kan LCA-krav resultere i dobbeltregulering, hvis CO₂ (og øvrige miljøeffekter) allerede prissættes via afgifter eller kvotesystemer. Det kan medføre unødigt omkostningstunge tiltag med en begrænset klimamæssig gevinst.

• Der mangler et systematisk vidensgrundlag om, hvad det koster at opfylde strengere krav til energirenovering end dem, EU’s bygningsdirektiv stiller. Særligt er der uklarhed om ejendomme, der befinder sig ”på vippen”, dvs. de ejendomme, som akkurat ikke vil være omfattet af de direkte krav som følge af bygningsdirektivet, men som kunne komme i betragtning for særskilte danske krav. Netop disse bygninger ”på vippen” er formodentlig de bygninger, der er mindst rentable at energirenovere ud fra et klimaperspektiv og samtidig også de mindst rentable at renovere ud fra et rent privatøkonomisk perspektiv, inkl. evt. ”co-benefits”.

• Strengere krav til energirenovering af eksisterende bygninger kan medføre store merudgifter, især hvis renoveringen ikke alligevel var planlagt. Tilbagebetalingstiden kan i sådanne tilfælde blive urimeligt lang, se fx Mørck m.fl. (2017) for en dansk case.

• På længere sigt vil udgifter til energirenovering typisk blive overvæltet på lejerne, især i situationer med omkostningsbestemt husleje, hvor forbedringsudgifter kan overføres direkte til huslejen. I områder, hvor markedslejen er fri eller allerede nær et loft, kan udlejeren i en periode være tvunget til at dække en del af omkostningen, indtil markedet justerer sig.