Arbejdslyst, fleksibilitet og arbejdsudbud

I en tid med øget fokus på at have den rette balance mellem arbejde og privatliv er det vigtigt at undersøge, hvordan fleksibilitet på arbejdspladsen påvirker medarbejdernes arbejdslyst. Indsigter i disse forhold kan bidrage til en dybere forståelse af, hvordan arbejdsmarkedet kan tilpasses til en moderne tid, hvor der stilles nye krav og forventninger fra danske ansatte.
Analysen er udarbejdet i et samarbejde mellem Kraka Economics og Videncenter for God Arbejdslyst i sommeren og efteråret 2024.
Fleksibilitet på arbejdspladsen øger arbejdslysten blandt danske ansatte
Muligheden for fleksible arbejdsforhold har en positiv effekt på danske ansattes arbejdslyst. Særligt to former for fleksibilitet er centrale: Muligheden for at dele ansvarsområder og arbejdsopgaver, som reducerer arbejdsbyrden og øger fleksibiliteten for den ansatte, samt muligheden for at have indflydelse på, hvem man samarbejder med i forskellige opgaver.
Specifikke fleksibilitetsmuligheder styrker arbejdsudbuddet
Fleksibilitet på arbejdspladsen har også betydning for arbejdskraftudbuddet. To former for fleksibilitet er særligt vigtige: Muligheden for at vælge, hvem man vil samarbejde med, og fleksible arbejdstider, der gør det muligt at planlægge arbejdet, når det passer bedst i løbet af dagen.
Ufrivillig fuldtidsansættelse blandt danske ansatte påvirker arbejdslysten negativt
En gruppe af danske ansatte arbejder ufrivilligt på fuldtid, fordi deres økonomi eller arbejdsplads ikke giver mulighed for at arbejde færre timer, selvom de ønsker det. At være i denne situation har en væsentlig negativ effekt på arbejdslysten i gruppen.