
Klimapark Nees Hede – God kompensation øger lokal opbakning
Hovedkonklusioner
Skovgaard Energy og Cloudberry Clean Energys projekt "Klimapark Nees Hede" viser, at der er økonomiske midler nok i VE-projekter til at gennemføre tiltag, der er til gavn for lokalsamfundet. Med Klimapark Nees Hede genererer tiltagene samlet set lokale gevinster for 172 mio. kr. Derudover medfører et par af tiltagene samfundsøkonomiske gevinster.
Det drejer sig bl.a. om CO2-optag fra skovrejsningen, som medfører gevinster for 75 mio. kr. Skovgaard Energy og Cloudberry Clean Energys gevinstdeling imødekommer lokalområdet og sikrer derved tilstrækkelig opbakning til, at Lemvig Kommune har godkendt første del af projektet.
Vores beregninger viser, at især initiativer som skovrejsning og etablering af naturarealer skaber betydelige gevinster for lokalsamfundet. Klimapark Nees Hede er et godt eksempel på, hvordan en bedre gevinstdeling kan øge den lokale støtte til VE-projekter og dermed fremme udbygningen af vedvarende energi på land.